Artikel i BT den 27. september 1944
Den er skrevet af journalist Karen Aabye.
Overskrift på artiklen:
karenalfredolsson@gmail.com
Mennesker, der fylder 50, fejrer nu om stunder fødselsdage med brask og bram – mange, der kun fylder fyrre, gør det samme – I dag skal De høre om et almindeligt lille menneske, der hverken fejrer det ene eller det andet, men blot er en udramatisk skæbne i en ellers dramatisk tid.
Der sker så mange store ting omkring os, at det nu og da kan være rart at standse op ved hverdagens enkle og udramatiske skæbner. I dag finder jeg den i en baggård i Fredericiagade. Her bor 64-årige Nielsigne Jørgensen med Kongens billede i stærke farver over radioen, og med rækker af fotografier på buffet’en forestillende de seksten børn, hun har sat i verden. Jo, De hørte rigtigt. Seksten børn, hvoraf de elleve lever.
Nielsigne Jørgensen er skrøbelig af udseende med et lillebitte ansigt, hvis hud er snittet over af rynkernes fine netværk. Det er et letbevægeligt ansigt, af dem, der kan blive så bevægende smukke, når de smiler. I sin tale har hun bevaret den let-bondske akcent, men hendes sprog er klangfuldt uden en eneste snert af baggård.
De sidste dages hellige.
Nielsigne Jørgensens tilværelse har været en fortsat række af kampe. Man undrer sig over, at så spinkel en krop kan bære så meget. Der skrives i øjeblikket lange artikler om folk, der fylder halvtreds – og måske endda også dem, der kun fylder fyrre. Nu skal De høre beretningen om Nielsigne, der hverken fylder det ene eller det andet store, og som blot tilsyneladende er et såre almindeligt menneske – men med en ualmindelig vilje og livslyst, i fald man vil gøre sig den ulejlighed at sætte sig hos hende – og lytte efter.
Nielsigne fødtes af små husmandsfolk ved Vejrum Hede ved Viborg. De var fem søskende, hvoraf hun var den yngste. Da Nielsigne var et år gammel, gik en religiøs vækkelse over egnen, og hendes far forlod hjem og børn for at slutte sig til ”De sidste dages hellige”. Så ligetil og smertefrit kan religionen altså også opføre sig.
Moderen tog arbejdet op for sig selv og sine børn, og på en af de bøndergårde, hvor hun varetog malkningen, fattede de interesse for den lille Nielsigne, og tog hende til sig som plejedatter. Det var lykkelige år. Hun passede sin skolegang, og den dag kom, da hun kunne lære sin plejefar at skrive sit eget navn. Han kunne hverken læse eller skrive.
Da hun var fyldt 18 år, forlovede hun sig med en arbejder. Plejeforældrene var meget mod partiet, men Nielsigne holdt af manden, selv om han ikke bragte hende et ægteskab med tilfredsstillende økonomiske forhold. Børneflokken voksede – så hurtigt gik det, at der mellem fødslerne kun var elleve måneder.
Da de femten børn var kommet til verden, og Nielsigne Jørgensen gik med den sekstende, kom manden pludselig af dage ved et ulykkestilfælde. Hans lig fandtes en morgen ved en jernbaneoverskæring.
Så først begyndte kampen for alvor
Vi boede dengang i Skævinge ved Hillerød, fortæller Nielsigne Jørgensen, og da først begyndte kampen for alvor. Provsten i Skævinge, Gustav Barfoed, var min gode ven i den første vanskelige tid. Når han om søndagen kørte til kirke, gjorde han holdt uden for huset og læssede to sække kul af vognen.
På det tidspunkt var den ældste af børnene konfirmeret, og den næstældste kom ud at tjene, for han var i den alder, da han – som man siger på landet – kunne løfte tøjrkøllen. Så sad jeg da tilbage med fjorten børn og blev tvunget til at flytte til min mands hjemkommune i Nørre Herløv ved Hillerød, hvor jeg kom som en fremmed, der ansvarsløst havde sat seksten børn i verden. Jeg mødte megen hån og spot af den grund. Børnefabrikken kaldte man det hus, jeg fik overladt. Dengang var det alligevel noget, der gjorde ondt….
Fra kommunen fik jeg otte kroner om ugen til mig selv og de fjorten børn. Huslejen var fri – men så skulle der også tages fat. Jeg stod op klokken tre om morgenen og mødte til malkning på bøndergårdene og andet arbejde indtil klokken seks om aftenen. Det blev betalt med 6 kroner om ugen plus mælken til børnene. Det var hårdt at få pengene til at række til. Børnene skulle først være mætte, og det blev de da altid. Det sørger man jo for, når man er mor. Men meget tidligt måtte de ud og tjene.Allerede når de var fyldt otte år, måtte de begynde at hjælpe til, og det gik jo ud over deres skolegang. Det mærkes den dag i dag, og det er en af den slags, der piner mig. Der var lange tider, hvor jeg selv kun fik et par timers søvn i døgnet. Når jeg kom hjem om aftenen, måtte jeg i gang med at vaske og sy om børnene, og det kunne ske, at jeg følte mig så dødtræt, at jeg ikke syntes, jeg orkede at gå et eneste skridt længere. Der var andre før mig, der havde givet op. Men når jeg så på alle dem, der lå rundt omkring mig og sov, ja, så måtte jeg smile ad mig selv – og så vidste jeg, at jeg trods alt aldrig ville give op.
Da kongen hjalp
Nielsigne Jørgensen smiler og peger op mod kongens billede. Så fortæller hun om den ældste af sønnerne, der var inde som soldat, og som skaffede hende et lille radioapparat. Jeg havde ikke penge til licens og var, hvad man kalder for plankeværkslytter.En dag meldte nogle venlige naboer mig til politiet. Betjenten, der kom for at hente apparatet, nægtede at tage rapport, da han fik sagen forklaret. Men uden at jeg vidste det, sendte han et andragende til Kong Christian den Tiende – og en måned efter stod han igen i min stue, denne gang med et stort smil på ansigtet og med et fint papir i hånden. Det er din konges hånd og segl, Nielsigne, sagde betjenten, og heri gives tilladelse til at forblive plankeværkslytter, så længe du sidder i Nørre Herløv.
Nielsigne stryger håret bort fra ansigtet. Så bøjer hun sig hen og ser sig i spejlet. Jeg har så mange tjavser, siger hun, og jeg holder aldrig op med at være forfængelig. Den slags burde dog ellers være slidt ud af mig. Synes De ikke?
Jeg spørger Nielsigne Jørgensen, om hun kunne tænke sig at leve den lange arbejdskamp om igen endnu en gang?
Hun sidder tavs et øjeblik – men så kommer det med overbevisning.
Trods alt en lykkelig tid
Jo det kunne jeg. For det var trods alt en lykkelig tid. Det var en tid, der på underlig måde formede mig selv, hvis De så forstår, hvad jeg mener.Jeg deltog i august i en sommerlejr ved Isefjorden, arrangeret af Kirkens Korshær. Det var min første ferie. Jeg følte mig helt lille ved at være med. Jeg kan ikke forklare det ved andet. En dag talte nogle af deltagerne om det at modtage gaver, sådan foræringer, forstår De. Og man drøftede de gaver, man var blevet lykkeligst over i sit liv.
Jeg forholdt mig tavs, for jeg blev pludselig klar over, at jeg egentlig i hele min tilværelse aldrig en eneste gang har modtaget en gave.
Provst Barfoed ydede mig hjælp – men en gave, bare sådan noget som – Nej ….Og Nielsigne Jørgensen virrer med hovedet!
Jeg kender derimod arbejdets velsignelser og dets ofte alt for knebne løn. To kroner om dagen for mange timers høstarbejde og opgravning af kartofler, hvor den tiende tønde var min egen. Det var et slid, begriber De, så det kunne værke i kroppen.
Hun bliver borte i blikket … Men gaver …. Nej, siger hun og glatter med de magre fingre over bordets lysedug.
Vi går sammen hen ved stuens vindue, der vender ud mod en baggård med rækker af retirader og skraldebøtter over for hinanden. Nielsigne Jørgensen slår ud med hånden og smiler et af sine smukke smil. I dag, siger hun, har jeg det godt. Sådan set.
Jeg har min aldersrente, og jeg har elleve af mine børn. Og alle mine børnebørn. Det bedste ved det hele er, at der stadig er brug for mig. Det er så mange år siden, at jeg ønskede noget for mig selv.
Der blev ligesom aldrig plads til det. I dag må jeg også bruge alle mine ønsker på børnene, for tiden er hård ved den, der er ung i dag.
Man har flere penge – men lykken, lille De, lykken er blevet så kneben….
Doris kommenterer:
Ja, vores oldemor har haft et hårdt og slidsomt liv, men hun lyder så sød, og det er rigtigt, at dømme ud fra de 2 billeder, der er af hende i forbindelse med artiklen, at hun har et meget lille spinkelt ansigt og et sødt smil. Farmor lignede hende.
Nielsigne er født den 22. marts 1880 i Vejrum i Viborg Amt. Hun blev hjemmedøbt den 15. april men siden døbt i kirken den 24. juni. Nielsigne har naturligvis ikke ønsket at vrænge hele sit liv ud for journalisten men beholdt visse dele af sit liv for sig selv, hvad jeg godt kan forstå.
Hun har bl.a. ikke oplyst, at hun fik en datter, da hun endnu ikke var fyldt 16 år – nemlig vores farmor/mormor, uden for ægteskab. Karen Margrethe Pedersen blev født 10.2.1896 og konfirmeret den 3. april 1910. På det tidspunkt står Nielsigne Pedersen stadig opført som ugift. Det passer jo ikke så godt med, at hun i artiklen oplyser, at hun giftede sig, da hun var 18 år.
Jeg troede først, at Nielsigne boede ved Viborg, indtil hun blev 18 år – men sådan ser det ikke ud til. Både Nielsigne og hendes ældste datter Karen, vores farmor/mormor er begge konfirmeret i Strø Kirke. I kirkebogen kan man læse, at Nielsigne fik 2 mgX i konfirmationskarakterer, så helt dum har hun ikke været.
Det fremgår af kirkebogen for Strø Kirke, at Nielsigne er plejedatter af husmand Hans Pedersen.
Jeg tror, at denne Hans er bror til hendes far. Hun må have boet nogle af sine barndomsår hos Hans Pedersen (plejefar) sammen med sin mor Marie Nielsen. I kirkebogen står, at Nielsigne Pedersen er konfirmeret den i 1894.
Under hendes slægtsskab er anført, at faderen Anders Pedersen er død, mens hendes mor er noteret som Marie Nielsen, Skævinge.
Faderens bror var måske ungkarl eller enkemand, så de har nok arrangeret det sådan, at hun og den yngste datter rejste fra Viborg til Skævinge for at bo hos ham, efter Nielsignes far var fulgt med prædikanterne.
Mandens bror, Hans Pedersen, manglede sikkert også en husholderske!
Det er gisninger, men sådan gjorde man jo tit for at hjælpe hinanden. Så vidt jeg har hørt, har hun været gift og skilt flere gange. Min far siger, at farmor har sagt, at hendes far var søn af en bonde.
Jeg tror, at faderen til vores farmor/mormor var ungkarl Sylvest Kristensen, fra Sigerslevøster. Ifølge den af 7. juli 1896 Frederiksborg Birk afsagt dom, har den angivne barnefader Sylvest Kristensen på lovlig måde fralagt sig paterniteten.
Han nægtede, og det slap han fra. Hvor var det enkelt at være mand. Gøre en ung pige gravid og nægte bagefter.
Her startede Nielsignes slidsomme liv. Den lille pige, farmor/mormor, som hun fødte, kom i pleje hos en familie i Strø.
Hun har fortalt mig, at hun havde det godt hos plejefamilien. Hun har også fortalt, at hun var dygtig i skolen og holdt meget af regning.
Med hensyn til Alfreds forældre ender sporet blindt. Det sidste ifølge, hvad jeg har hørt, er, at hans biologiske mor, besøgte ham et par gange hos plejeforældrene i Meløse, da han var ganske lille.
Ved den lejlighed skulle hun have lagt 2 billeder til ham i den vugge eller kurv, han lå i. Edith har set billedet.
Det ene sad i et album, som gik til ved branden og det andet skulle sidde i et album, som Rigmor har.
Alfreds mor skulle, som Edith husker hende, have et stort hår. Om det er rigtigt, ved jeg ikke. Vi kommer aldrig til at kende den sande historie om hende.
Jeg har dog svært ved at tro, at hun er fra Island. Hun kan jo godt være født og opvokset i Sverige, selvom hun har islandske aner. Der er rigtig mange islandske efterkommere i hele Norden. Vi har jo altid fået historien om, at hun er svensk.
Jette kommenterer:
Det lykkedes alligevel at finde Alfreds mor, det tog mig næsten 15 år og mange, mange timer brugt med at lede i diverse arkivalier.
Gennembruddet kom dog først, da jeg tog en DNA test på MyHeritage, hvorefter jeg blev matches med Svenborg Olsdotters svenske efterkommere. Alfreds far har vi endnu ikke fundet, men det er sandsynligt, at han er finne. Vi er 4 børnebørn efter Karen og Alfred Olsson, som er blevet DNA testet, og vi har alle finske gener.
Nielsine har også fået oprejsning, jeg placerede Sylvest Kristensen på vores slægtstræ på MyHeritage, og jeg har siden fået adskillige match der beviser, at Sylvest er far til Karen. Selvom han er en sjover, som fraskrev sig paterniteten, så er han altså vores oldefar.